Tirsdag d. 19. november
I dag ringede vækkeuret for første gang, siden vi ankom til Thailand. Vi skulle tidligt op, da chaufføren hentede os kl. 9 og kørte os til stranden, hvor vores speedbåd ventede. Her blev vi mødt af to mænd, som skulle sejle os rundt til de udvalgte øer.
Vores første stop var på nordsiden af øen Koh Yao Noi, hvor vi blandt andet gik en tur i skoven og så “The Big Tree”. Den lille strand, vi kom til, havde vi helt for os selv. Vandet var krystalklart, og det var en perfekt mulighed for at teste vores dykkermasker. På vejen til næste ø blev Svend vugget i søvn af bølgerne.
Vi ankom derefter til den meget lille ø Ko Nok, hvor Svend blev lagt i en hængekøje under et træ og sov videre. Imens nød vi andre den mad, som var blevet lavet til os, og tog nogle dejlige badeture.
Sidste stop på turen var Laem Had Beach, hvor det flotteste, hvide sand strakte sig som en lang hale omgivet af palmer. Det var virkelig en paradisstrand, og vi nød hvert øjeblik der.
Efter seks timer på vandet var det tid til at vende hjem igen. Det har været en magisk dag, som helt sikkert fortjener en plads i mindebogen.