Fredag d. 22. november
Dagen stod på heldagsregn ifølge vejrudsigten, og selvom alle mand virkede rimelig friske, så holdt vi det meste af dagen åben for at se, hvordan alle havde det.
Marius har længe ønsket sig avokado og røræg (dog allerhelst en af onkel Lauges madder med hummus og agurk). På Tripadvisor fandt vi Tan Tribe Café, som så ud til at opfylde hans ønske om avokado og røræg.
Da vi tog afsted, var vejret tørt, men mens vi sad og spiste, åbnede himlen sig.
Heldigvis nød vi at sidde i ly for regnen og bestilte alt, hvad vi kunne tænke os – både børn og voksne. Det var en skøn oplevelse, og maden skuffede ikke. Vi vender helt sikkert retur til caféen en af de næste dage.
Da vi var færdige med at spise, var regnen stoppet, så vi benyttede lejligheden til at shoppe lidt i promenadens mange souvenirbutikker. Drengene elskede at handle med deres egne lommepenge – det var virkelig en fest for dem!
Vejret holdt fortsat tørt, og selvom vi ikke havde badetøj med, tog vi på stranden. Vi havde heldigvis købt et badehåndklæde 😄. Drengene hoppede i vandet og havde en fest, og vi blev der indtil sidst på eftermiddagen.