Tirsdag d. 12. november
Vi er stadig lidt mærket af jetlag og sov længe, så vi kom først ud af døren over middag. Det passede dog fint, da vi undgik de skarpeste solstråler. I dag gik turen til Ao Nang centrum, hvor vi både fik spist i byen og badet på stranden. Drengene elskede denne strand og var i vandet helt til solen gik ned.
Efter solnedgang tog vi os tid til at gå rundt og kigge i byens mange butikker. Marius fik endelig opfyldt sit ønske om at drikke fra en frisk kokosnød, som han havde glædet sig til.
Gåturen blev dog lidt længere end forventet. Først blev vores Grab-taxi aflyst, og så løb Peters telefon tør for strøm – den vi bestiller taxi fra. Vi havde ikke flere kontanter, og mit hævekort virkede ikke i de to automater, vi prøvede. Til sidst måtte vi tage den lange vej hjem til fods.