Onsdag d. 13. november
Dagen startede rigtig godt med, at vi tog tilbage til den strand, vi besøgte på første dag. Planen var at prøve at gå i vandet over til de små øer. Det var virkelig smukt og storslået at bade mellem de imponerende klipper. Senere spiste vi frokost på et lokalt spisested.
Da vi kom hjem, ville vi tage en hurtig skyller og slappe lidt af, inden vi skulle videre. Og her startede en række uheldige hændelser. Mens vi alle stod på badeværelset og tog bad på skift, sprang et vandrør, og pludselig sprøjtede varmt vand ud over det hele. Jeg fik hurtigt evakueret børnene, mens Peter lukkede for vandet. Drengene blev tørret og sat i stuen for at slappe af, og så fik vi ryddet op på badeværelset og selv taget et bad på et af de andre badeværelser.
Men så kom næste uheld. Lige da jeg kom ud af badet, råbte Svend og Emil fra stuen: “Marius kaster op.” Derefter fulgte mange timer med opkast og tynd mave (både på gulvet og i sengen). Som om det ikke var nok, fik Emil igen feber midt i det hele.
Til sidst faldt de sidste endelig i søvn omkring kl. 2.00. Nu krydser vi virkelig fingre for, at dagen i morgen bliver bedre 🤞🏻