Søndag d. 1. december
I dag blev vi hentet af Lars, som tog os med til Khao Thong. På toppen af bjerget nød vi den fantastiske udsigt, mens vi spiste en tidlig frokost. Både maden og udsigten var helt i top.
Efter frokosten blev Emil, Svend og jeg kørt hjem, da vi skulle se finalen af Emils yndlings-TV-program, Den store bagedyst. Svend benyttede lejligheden til at tage en lur. Imens tog Peter og Marius med Lars til det sted, hvor Lars plejer at få massage. De nød det alle tre, men både Marius og Peter blev enige om, at de foretrækker det første sted, de prøvede.
Om eftermiddagen tog jeg med Marius og Emil på stranden. Da Svend vågnede, sluttede Peter og Svend sig til os, og vi badede og legede, indtil solen gik ned. Solnedgangen var virkelig smuk - smukkere end kameraet kan fange.
Aftensmaden blev indtaget på en restaurant med autentisk thailandsk mad, som vi havde fundet på Tripadvisor. Maden var skøn, og for første gang blev Peter testet på sin evne til at spise stærk mad.
Efter mange dage med overskyet vejr ser det ud til, at vi får solskin i morgen, så vi planlægger en afslappende dag på stranden.