Søndag d. 24. november
En ganske særlig dag – Marius’ 9 års fødselsdag! Traditionen tro vækkede vi Marius med gaver på sengen, hvilket altid er en hyggelig start på dagen. Kort efter blev vi hentet af Lars, som tog os med til sit faste morgenmadssted, hvor vi fik en lækker omgang morgenmad, der blandt andet bød på æg, bacon, avokado og et vanvittigt stærkt ingefærshot!
Efter morgenmaden kørte Lars os til Chada Thai Village Hotel, hvor vi skulle opfylde Marius’ fødselsdagsønske: En hel dag ved poolen. Marius var glad for at have Lars med til at fejre lidt af sin fødselsdag. Lars skulle dog på arbejde, men inden han tog afsted, sørgede han for en særlig overraskelse til Marius senere på dagen.
Selvom vejret var overskyet, havde vi alle en fantastisk dag ved poolen. Børnene havde det sjovt med at køre i vandrutsjebanen igen og igen, og vi nød at have god tid til bare at være sammen. Da eftermiddagen nærmede sig, blev stemningen ekstra festlig, da personalet ved poolbaren spillede “Happy Birthday” og overrakte Marius en lækker chokoladekage, som Lars havde sørget for at overraske ham med. Marius blev både rørt og utrolig glad.
Om aftenen havde Marius bestemt, at vi skulle spise pizza til aftensmad. Vi fandt et sted på Tripadvisor, og det viste sig at være en fremragende beslutning – jeg har ikke fået så lækre pizzaer i meget lang tid. Efter maden ville Marius gerne shoppe lidt, og han fandt et par gode ting, inden vi vendte næsen hjemad.
En dejlig dag, hvor vi fejrede vores store dreng med masser af smil og gode minder.